Gruppechat.dk er et rådgivningstilbud, hvor unge i alderen 12-29 år kan deltage i en gratis, online og anonym gruppechat eller et gruppeforløb.
Vi ønsker at tilbyde unge et frirum, hvor de trygt kan dele svære tanker og følelser i fællesskab med andre unge. Formålet er at tydeliggøre, at når man deler det der er svært, så opdager man, at man ikke er alene. Man opdager, at vi allesammen kan have det svært, og at det hjælper, når man deler det med nogen.
Gruppechat.dk er på den måde ikke “kun” et digitalt fællesskab, men et tilbud om støtte, tryghed og forståelse, og muligheden for at øve sig i at sætte ord på.
Vi beder alle om at følge vores fællesskabsregler, så Gruppechat.dk kan være et trygt og rart sted for alle.
Der kan blive kopieret citater fra nogle gruppechats, til brug andre steder i Center for Digital Pædagogiks arbejder. Alle citater anonymiseres 100%, og ingen brugernavne gemmes.
Værdigrundlag
Vi mener, at ligeværdige og troværdige relationer er afgørende for at skabe forandring i eget liv. Derfor arbejder vi for at give alle børn og unge mulighed for at give udtryk for egne tanker og følelser i en tryg og tillidsfuld ramme, hvor kompetente rådgivere nysgerrigt reflekterer over problematikker, ressourcer og handlemuligheder, sammen med de rådsøgende børn og unge.
Vi arbejder ud fra en forståelse af, at vi altid møder unge, der gør det bedste de kan, ud fra den situation eller de forudsætninger de befinder sig i.
Vi påtager os ansvaret for at møde de unge, hvor de er, og i videst muligt omfang at skabe en positiv relation.